Corsoen, hovedgaden er den italienske bys livsnerve. Har man holdt ferie i Italien, har man helt sikkert set de mange promenader der foregår her midt i byen. Her bevæger strømme af mennesker sig op og ned af gaden på helt faste tidspunkter. Sælgere forsøger at tiltrække opmærksomheden fra de forbipasserende, der i klædt deres bedste skrud, og som arm i arm bevæger sig på hovedstrøget for at se og ikke mindst for at blive set.

La passeggiata er ikke blot en spadseretur, det er et næsten helligt ritual hvor man knytter forbindelser, hører den nyeste sladder, opretholder sociale forbindelser, skaber forretningskontakter og ikke mindst viser familien frem. Man klæder sig til lejligheden, her viser man familiens status. Vis mig dine klæder og jeg skal sige hvem du er.

Her går unge piger arm i arm kommenterende de unge mænd  som var det et modeshow. De præsenterer sig selvsikkert sig fra deres bedste side og elsker at blive beundret. Fyrene går også arm i arm, det ultimative venskabssymbol. Symbolet der siger: ”Jeg er med ham, han er med mig”, et ubrydeligt venskab.

For unge mennesker er passegiataen er levn fra den tid hvor unge menneskers chance for at mødes var på offentlige steder. Under gudstjenesten kunne man sende uskyldige blikke rundt i kirken, og under søndagspasseggiataen var det så muligt, mere eller mindre tilfældigt at træffes i flok, uden at vække opsigt. Stadig i dag er det i mindre byer en af de måder hvor man i al uskyldighed kan lære hinanden bedre at kende inden man tager næste skridt.

At overvære la passeggiata er at overvære et ældgammelt ritual med uskrevne regler, ladet med symbolik. Synet af mænd, unge som ældre, der går arm i arm, er udover at symbolisere et venskab og så en social tilkendegivelse. Den der fører an, tager den anden under armen - han er den ledende skikkelse. Symbolikken er klar. "Han er under min beskyttelse. Rører du ham, rører du mig". Samtidig er det en glimrende måde at konversere på. Tempoet er adstadigt, man er i tæt kontakt medens samtalen flyder. Som var det en dans, standser de vandrende op, enten fordi fortællingen bliver intensiveret og har nået et højdepunkt der kræver opmærksomhed, eller til tider fordi den talende behøver at bruge begge arme til at fortælle. Som en diagent er det således den fortællende der styrer vandringen og som igen giver tegn til at genoptage la passegiata.

La passeggiata kan opleves hver aften, med kulmination søndag  aften hvor hele ugens oplevelser kan vendes og drejes.