Læs mere om Bell'ItaliaHvem er vi?Læs vores artiklerVil du annoncere?

 

Vatikanets motivvalg

 

Kan man betragte Vatikanets fresker som kirkelig propaganda eller en form for kirkelig magtdemonstration?

 

Kirken har gennem tiderne været en af de største ordregivere på kunstværker, og trods udbredelsen af kunst til andet end kirker og klostre i renæssancen, forblev den katolske kirke, og specielt Vatikanet, en af de største ordregivere på kunstværker og monumenter. Således er Peterskirken, Vatikanmuseerne og en lang række katolske kirker et levende bevis på pavernes store aktivitet når det gjaldt udsmykning og erhvervelse af periodens absolut bedste værker.

 

Hvilke motiver valgte paverne? Hvorfor valgte man disse motiver? Hvilke kunstnere benyttedes?

 

Vatikanets samlinger indeholder nogle af periodens mest betydende værker. Naturligvis har Vatikanets malerisamling, Pinakoteket, en uforlignelig samling af værker fra Giottos altertavle frem til moderne kunst.  De vigtigste vidnesbyrd, er dog de fresker der blev bestilt til udsmykning af Vatikanets offentlige rum. Og vi vil her se nærmere på det mest kendte rum: Capella Sistina, Det Sixtinske Kapel.

 

Paverne i Vatikanet

Da paverne vender tilbage til Rom efter eksilet i Avignon (1307-1377) har Rom været i en tid med faldende befolkningstal, en generel tilbagegang og en stor økonomisk krise. Og paverne begynder straks at genopbygge byen og ved den lejlighed vælger de også at flytte de fra Lateranet til Vatikanet. Her ligger den gamle Peterskirke som symbol på den magt pavestolen er bygget op om, nemlig den såkaldte nøglemagt . Ved at flytte hertil understreger og legitimerer man kirkens magt og knytter den direkte til Skt. Peter, Roms første biskop og direkte aftager efter Jesus. Dette er blot første skridt fra Pavestolens side i at markere og understrege deres position som Guds udsendinge på jorden efter en usikker periode hvor pavens magt har været svækket.

 

Periodens aftagere af kunst

Frem til renæssancen, er det fortrinsvis kirken og pavehoffet der havde rigelige midler til at være den de største aftagere af kunst , men i renæssancen kan man konstatere en tydelig differentiering og forandring af ordregiverne. Nu begyndte lægmænd at bestille billeder til private kapeller eller til hjemmet og repræsentanter for forskellige lav (arti) bestiller, frem for alt, skulpturer . I Firenze havde Arte di Lana (Uld-lavet) ansvaret for udsmykning af domkirken, og i den forbindelse bestilte de David-statuen af Michelangelo. Andre steder i Italien i f.eks. Venedig ser man de såkaldte Scuole (borgersammenslutninger) som bestillere. På den måde fik større grupper af mennesker der ikke ellers havde råd til egenhændigt at kommissionere værker. Men herudover ser man også andre bestillere, såsom fyrster, stater eller købmandsfamilier som f.eks. den florentinske Medici-familie.  At disse bestillinger fra privatpersoner skulle have været en form for investering i en tid med manglende investeringsmuligheder er en anakronistisk antagelse og der findes ingen kilder der understøtter dette. Derimod kan man se det som et forsøg på, at opnå prestige eller status. Og i tilfælde hvor det drejer sig om bankierer som Cosimo de’ Medici og Giovanni Rucellai, kan det ses som et forsøg på at få aflad og sjælefrelse som bod for deres udlån af penge mod renter (usura) der var forbudt ifølge kirken.

 

Pavernes Udødeliggørelse

Næsten alle paver i perioden har gjort sig forsøg på at efterlade sig spor fra deres tid som paver. Ikke blot blev alle nybygninger opkaldt efter bestilleren, man mange større værker blev forsynet med den enkelte paves insignier. Vasari fortæller om hvorledes Michelangelo blev foreslået af fjerne en anden paves våbenskjold for at erstatte med den nuværende paves. Dette afslog Michelangelo dog . Paverne søger dog at få nogle af tidens største kunstnere til pavehoffet for at få dem til at udsmykke bygningerne. Fresker, forholdsvis hurtige at udføre og velegnede til store overflader blev derfor den fortrukne teknik for pavernes propaganda . Og for at give liv til den ny kunst måtte kardinaler og paver tilkalde kunstnere fra Italiens kunstcentre for at kunne fremvise de bedst kvalificerede eksponenter for den nye kunststil.

 

Det Sixtinske Kapel

Da pave Sixtus IX derfor i slutningen af 1400-tallet kaldte en flok kunstnere til Rom, skulle det blive begyndelsen til etableringen af Vatikanets bygninger som kunstskat. I 1481 blev således Domenico Ghirlandaio, Sandro Botticelli, Cosimo Roselli og Pietro Perugino  samlet i pavens private kapel, der langt senere skulle få tilnavnet Capella Sistina (Det Sixtinske Kapel) efter navnet på dets bygherre. Vasar i kalder det blot ”Det kapel Sixtus havde opført i paladset”.

 

Motivvalget

Motiverne på kapellets vægge stammer alle fra Moses’ og Kristus’ liv fra Det Gamle og Det Nye testamente. De er begge to skikkelser der havde et parallelt livsforløb og man kunne anse Moses som forløberen for Kristus. Mellem vinduerne har man i trump d’oeil nicher malet portrætter af tidligere paver i hel figur. Allerede med motivvalget af disse paver forsøger man at understrege kontinuiteten i paveskikkelsen. Den ubrudte linje fra Kristus der via St. Peter har givet nøglemagten videre. Og det samlede program for udsmykningen gik ud på at illustrere middelalderens opfattelse af menneskets historie, delt op i tre faser: Ante Legem – Inden Gud gav lovene til Moses, Sub Lege – under Moseloven og Sub Gratia – under Kristi nåde.

 

La consegna delle chiavi

Pierto Perugino malede blandt andet ”Peters Hyrdebrev”  , Kristus der giver nøglerne til Skt. Peter. Der hersker ingen tvivl om at motivet er valgt netop for at understrege pavens magt, paven der betragter sig selv om Kristus efterfølger. I baggrunden af billedet finder man en plads der kan minde om Piero della Francescas bylandskaber i baggrunden ses Salomons tempel, der naturligvis skal minde om forbindelsen til Det Gamle Testamente og antikkens triumfbuer har også fået plads i dette renæssanceværk. Sågar hyldes Sixtus på triumfbuens inskription som værende mere end Kong Salomon. Fresken er således, udover, et symbolmættet religiøst motiv også en opvisning i den ny renæssancestil hvor perspektivet og genopdagelsen af antikkens arkitektur er i fokus. Det er heller ikke nogen tilfældighed at dette maleri indtager en så dominerende plads nær kapellets hovedindgang.

 

Punizione del Korah, Datan e Abiam

Sandro Botticelli står for tre af kapellets billeder: ”Oprøret mod Moses’ love”, ”Kristus Fristelser” og ”Moses prøvelser”. En af de vigtigste er ”Oprøret mod Moses lov”  der skal opfattes som en allegori over hvad der venter dem der sætter sig op mod kirkens autoritet . Igen ser man tidens karakteristiske maleristil hvor landskabsperspektivet vises frem og som en central skikkelse ser vi også Konstantins triumfbue, kejseren der ifølge legenden indførte kristendommen i Romerriget, igen en hyldest til kristendommen.

 

Julius II kommer til magten

En af de flittigste kunstmæcener skulle blive Julius II. ”Bramante, ven og familierelateret til Rafael og derfor ikke nogen rigtig ven af Michaelangelo”   overtalte nu Julius II til at lade loftet i farbroderen Sixtus kapel blive udført af Michelangelo, i forsøg på at vise denne uduelighed som freskomaler. Men dette skulle blive et af renæssancens mesterværker.

Loftets gennemgående tema går fra Guds adskillelse af lys og mørke, skabelsen af lys og mørke, over Adam og Evas syndefald til Noah og syndfloden. Rundt om ser man profeter og sibyller og i loftets lunetter og hvælvinger ses Kristi forfædre.Varsari hylder loftet som et mesterværk dog uden at analysere indholdet nærmere. Det er dog klart at Julius II selv har haft en stor finger med i spillet ved udvælgelsen af motiverne. Først skulle loftet blot have været billeder af de tolv apostle og så geometriske figurer. Der udover ved man at Egidio da Viterbo var med til at vælge motiverne fra skabelsesberettelsen .

Selve skabelsesberetningen har naturligvis stor symbolværdi i kirken og  viser Guds skabelse af mennesket, med en fri mulighed for at vælge sin skæbne, ligesom i Pico della Mirandolas tale ”Om menneskets værdighed” . Samtidig vises Gud i sand humanistisk ånd i menneskeskikkelse. Som en hyldest til pave Julius af familien Rovere (Ege-træ) er de nøgne mandsskikkelser, de såkaldte Ignudier bundet sammen to go to med kranse af egeløv.

 

Dommedag i kapellet

Det sidste freskoværk i kapellet er Michelangelos Dommedagsbillede. Egentlig var det Clemens VII der gav opgaven og efter dennes død bad Borgia-paven Paul III straks Michelangelo om at gå i gang. Tiden var nu en anden i Rom. I midten af 1500-tallet krævede man reformer. Luthers tanker var på vej ned gennem Europa, præster og munke levede i synd og menneskerne havde fjernet sig fra religionens snævre bånd. Og den Yderste Dom, Dommedagen skulle igen vise hvad der ventede dem der faldt fra den Katolske kirke og tilsluttede sig Luthers tolkning af kristendommen. Udover inspiration fra biblen fornemmer man at Michelangelo har fået inspiration fra Dantes Guddommelige Kommedie, og man fornemmer at Michelangelo har fået friere hænder end tidligere. Han var på dette tidspunkt regnet for den største kunstner og kunne derfor tillade sig at afbillede pavens ceremonimester Biagio de Ceséna i Midas skikkelse med æselører omklamret af en slange . Dog skulle Michelangelos frihed til at male nøgne figurer diskuteres ved koncilet i Trent, hvor det blev besluttet at overmale de nøgne figurer med figenblade

 

Konklusion

Pavernes store anlægsarbejder og udsmykninger var mere beregnet til at understrege Pavestatens position og styrke deres magt. Det var forsøg på at udødeliggøre sig selv og måske til dels købe aflad i de perioder hvor Pavemagten ikke blev passet med religionen som primære drivkraft.