Læs mere om Bell'ItaliaHvem er vi?Læs vores artiklerVil du annoncere?

 

Peterskirken - Vatikanet - Peterkirkens historie

 

Når man rejser til Rom må man nødvendigvis tage en tur til den lille stat Vatikanet. Her ligger Peterskirken, der af katolikkerne bliver betragtet som Kristenhedens centrum. Kirken der er verdens største blev opført på det sted for apostlen Peter ifølge traditionen fik sin grav, og i dag er den centrum for katolikkerne. Det er muligvis ikke verdens smukkeste bygningsværk. Faktisk synes mange at den overlæsset og for stor. Men det som virkelig betyder noget er symbolikken. Symbolet om at den direkte forbindelse til Skt. Peter som blev udnævnt til Roms biskop. Pavemagten og Peterskirken er altså en historisk linje direkte til Kristus. Og denne symbolik giver kirken en anden dimension der langt overvejer skønheden.

 

Peters død på korset 

Peter led martyrdøden på kejser Caligulas og Neros cirkus der lå på Ager Vaticanus. Lige ved siden af cirkuset lå en gravplads og her blev han begravet i en enkel jordgrav. Denne gravplads har man undersøgt ved omfattende arkæologiske udgravninger i 1940-50’erne, og under den nuværende Peterskirke har man fundet det man i dag antager, er Peters grav.

I graven lå et skelet uden hoved, som man ved nærmere undersøgelser har fundet ud af tilhører en gammel og kraftigt bygget mand. Traditionen har dog altid alt om at hovedet i 846 for en sikkerheds skyld blev flyttet til Laterankirken, hvor det stadig skulle opbevares. De kristne grave der ligger rundt om den gamle mands grav er forsynede med inskriptioner og graffiti, der nævner apostlens navn og nærheden til denne gav. Flere ting taler således for at det skulle dreje sig om Petri gav, men noget absolut bevis findes ikke, men der foreligger heller ikke noget der skulle tale mod det. Graven blev i det andet århundrede forsynet med et monument det såkaldte Tropneum Gaii, og det var over dette at man i 300-tallet byggede den første Peterskirke.

 

Den første kirke

Den første Peterskirke blev påbegyndt af kejser Konstantin år 324. Det var en femskibet basilik og frem for den lå en atriumgård hvor man i midten kunne se Petri gravmonument. Kirken blev senere forsynet med mosaikker, fresker, pavelige gravmonumenter, sakofager og mange andre kunstværker. Men forfaldsperioder indtraf også, og kirken blev berøvet nogle af dens fineste skatter i 846 da saracenerne plyndrede Rom. Det samme indtraf i 1300-tallet da Paverne var flyttet til Avignon i Frankrig.

Kirken forfaldt og den var ikke til at redde. Allerede i 1400-tallet begyndte man så småt at tænke på en nybygning, men først da renæssancemennesket pave Julius den II della Rovere kom til magten blev dette byggeri til noget. Julius II var kunstmæcen og satte som mennesket i centrum. Allerede som kardinal ejede han nogle af de fineste samlinger af kunst i Rom. Han planlagde at der skulle opføres et kæmpe monument over Peters grav, og han fik arkitekten Bramante til at komme med tegninger til en helt ny kirke. I 1506 indledte man byggeriet, og grundstenen til en kirke der skulle overgå antikkens bygningsværker med en kæmpekuppel blev lagt.

 

Aflad som financieringsform

Bramante havde studeret antikkens bygningteknik og byggeriet var både dyrt og omfattende. For at finansiere byggeriet solgte kirken såkaldte afladsbreve, der skulle give en reduceret tid i skærsilden. Systemet var upopulært i visse kredse og dette var en af grundstenene til Luthers reformation.

I 1511 var kuplepsøjlerne samt hvælvingerne mellem dem byggede. Man nåede ikke meget længere så døde paven og senere Bramante. Opførelsen af kirken overlod man nu til kunstneren Rafael, som var den mest benyttede kunstner på den tid i Rom. Rafael var en meget travl mand og da han efter 6 år døde overlod han mere rod en system – og specielt i regnskaberne.

Nu blev der en pause i byggeriet det blev ikke bedre af Roms plyndring af Karl den V. i 1527 og det faktum at Rom blev ramt af pest. Først i 1536 under pave Paulus III fortsatte byggeriet og chefarkitekt blev Antonio Sangallo den Yngre, han ændrede planerne lidt og han hævede blandt andet gulvet således at pavegravene i dag ligger i de såkaldte grotter. Den travertin der blev brugt til byggeriet kom dels fra antikke byggerier i Rom, som Coloseum, og dels fra stenbrud nær Tivoli i Albanerbjergene udenfor Rom. Stenene blev fragtet til kirken på floden Aniene og siden via Tiberen og frem til byggepladsen. 

 

Michelangelo tager over

Da Sangallo døde i 1546 vendte paven sig mod den største af alle kunstnere Michelangelo. Michelangelo tøvede med at tage opgaven på sig, før det første var han gammel for den tid, 71 år, men efter at have fået fuldkommen frie hænder accepterede han opgaven. Han ville ikke have løn men påtog sig opgaven af religiøse og kunstneriske årsager.

Michelangelo gik tilbage til Bramantes planer for en centralkirke og forenklede den. Han indførte søjlerækkerne i facaden og egnede de sidste 18 år af sit liv til kirken. Da han døde gjorde Giacomio della Porta kirken færdig. Da den var opført kunne man endelig i 1606 rive den gamle kirke ned. Og pavegravene og Helgengravene blev overført til den nye kirke der blev indviet i 1626.

 

Læs mere om Paven og pavevalg i Vatikanet

 

Læs mere om Vatikanets motivvalg i kunst